Bisættelse:
En bisættelse er en højtidelighed med efterfølgende kremering (brænding
på et krematorium), hvorefter urnen (ca. 8-14 dage senere) kan nedsættes
i et gravsted valgt af pårørende eller afdøde selv. Jordpåkastelsen
foregår i kirken eller kapellet inden kisten føres til krematoriet.
Højtidelighed:
Den ceremoni, der afholdes i kirke eller kapel - eller måske foregår
ude ved graven - eller i eget hjem kaldes under et:
Højtideligheden. Det er pårørende eller afdøde selv, der
bestemmer, hvordan og hvor ceremonien skal foregå.
Ikke medlem af Folkekirken:
Bisættelsen vil ikke kunne finde sted i en Folkekirke, og der vil
ikke være en præst til stede, hvilket vil sige, at jordpåkastelse
heller ikke kan finde sted. Man kan i stedet arrangere en ceremoni i
et kapel, i eget hjem eller eventuelt ude ved graven. Der skal som
regel betales et mindre beløb for leje af et kapel, samt for
eventuel organist og kor. Nogle kirkegårde tager et ekstra gebyr for
køb af gravsted, hvis afdøde ikke var medlem af Folkekirken.
Medlem af Folkekirken:
Selvom afdøde var medlem af Folkekirken, kan bisættelsen godt
afholdes et andet sted end i kirken, men det skal aftales med den
medvirkende præst. Der skal som regel betales et mindre beløb for
leje af et kapel, samt for eventuel organist og kor.
Benyttes kirken er det uden betaling, det samme gælder organist og
kor. Ønskes bisættelsen afholdt i en anden kirke end afdødes
sognekirke, eller med deltagelse af en anden præst end afdødes
sognepræst, skal dette aftales med afdødes sognepræst og den anden
involverede præst.
Historie:
Kremering har været anvendt i forskellige kulturer i over tusind år, dog har man først 1800-tallet benyttet sig af krematorier. Nu kremeres ca. 90% af Europas befolkning.
I midten af 1800-tallet oplevede Europa nogle store koleraepidemier. Hygiejnen var dårlig, og der var store problemer med at få ligene begravet. Datidens kirkegårdsforhold var så dårlige, at man måtte tænke nyt, derfor blev ideen om ligbrænding en ide, et såkaldt krematorium.
Krematoriet skulle helst i gang så hurtigt som muligt, fordi en af bidragsyderne, som ultimatum havde stillet - at driften af et, skulle være i drift senest 16. september 1886.
Da det ikke var muligt at få et dansk lig, og politiet efter forlydende, havde planlagt at forhindre benyttelsen af krematoriet, var man i en yderst vanskelig situation. Den danske Ligbrændingsforening erhvervede imidlertid gennem universitetet i Lund liget af en tugthusfange på den betingelse, at universitetet modtog asken til sine samlinger.
Da myndighederne havde givet forbud mod at benytte krematoriet, måtte transporten af liget foregå så anonymt som muligt og efter mange vanskeligheder lykkedes det - og brændingen kunne ske 13. september 1886.
Den første lov om
ligbrænding
Den første legale ligbrænding fandt sted i 1893.
Der var forbud mod ligbrænding. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret, som stadfæstede forbudet.
Folkets opbakning
Selvom ligbrændingssagen var upolitisk og religiøst neutral, har de to
enkeltstående begivenheder haft stor indflydelse på udviklingen.
I 1901 døde digteren Sophus Schandorph. Han havde insisteret på at blive kremeret, og hans bisættelse havde samlet så mange mennesker, at Georg Brandes måtte tale fra krematoriets trappe.
I 1902 døde minister Viggo Hørup. Også han havde bestemt sig for kremation, og hans kiste blev ført til krematoriet med stor opbakning fra folket. Netop disse to bisættelser gjorde - hvad vi kender til i dag.
Copyright© 2009 4feetunder®™ - Alle rettigheder forbeholdes. Redigeret november 09.